Student OG assistent
Så blev vores allerførste kuld EUX’ere færdige, og det blev fejret med manér.
Hvad er en EUX
Der er stadig mange, der ikke ved, at erhvervsskolerne i flere år har tilbudt en uddannelse, som både gør eleven faglært og ender med en studenterhue.
Det er noget af det bedste, der er sket for erhvervsuddannelserne i lang tid, for nu lukker en erhvervsuddannelse ikke længere nogle døre, du kan læse videre til alt, hvad du drømmer om, når du har taget en EUX.
Fag på gymnasieniveau
EUX Velfærd, som vi tilbyder på SOSU Syd, tager 4½ år, og så bliver man SOSU-assistent lige som alle andre, men man får også en studentereksamen, for under hele uddannelsen er der blevet undervist i grundfag på gymnasieniveau.
Det hold, der netop er blevet færdigt er skolens første, og det har været en spændende rejse for både elever og undervisere. Flere elever er faldet fra, men de har så i stedet taget en EUD, og er altså blevet i faget. Det betyder, at vi med EUX’en kan rekruttere flere hænder til den hungrende plejesektor.
Vil være læge
Og vores nye EUX’ere har i den grad tænkt sig at bruge deres specielle eksamen til noget. Mange af de unge piger skal ud og arbejde som SOSU-assistenter med det samme, ja flere starter på job et par dage efter dimissionen. Men de fleste har nu også tænkt sig at læse videre, der er bla. Én, som vil læse medicin, og en vil gerne være sygeplejerske.
På billedet forklarer holdets underviser Camilla Lillelund, hvordan EUX-uddannelsen kan være med til at rekruttere flere unge mennesker til omsorgsfagene. Det er P4 Syd, der interviewer.