Simulation som metode i oplæringsvejledning
SOSU Syd har lige afholdt en uddannelse for oplæringsvejledere med fokus på simulation. Praktikvejlederne lærte bl.a. om, hvordan simulation kan anvendes som metode, og hvordan de kan opbygge et scenarie og igangsætte træning i praksisnære cases med refleksion og feedback.
”Jeg synes afvekslingen og kombinationen af teori, rollespil og evaluering er rigtig god. I vores kommune kommer vi helt sikkert til at arbejde mere med simulation”, siger Bettina Gundtoft fra Haderslev Kommune, som deltog i efteruddannelsen i marts 2022.
Simulation som metode bidrager til at eleven opnår sikkerhed i opgaveløsning og øget læring, der i den sidste enden kan være med til at sikre elevens gennemførsel af uddannelsen og kan medvirke til rekruttering af nye elever. Simulation foregår fx som arbejdet med rollespil, dukker og praksisnære situationer, som praktikvejlederen igangsætter og understøtter.
Formålet er, at elever og medarbejdere kan øve praktiske opgaver, men også kommunikative tilgange, inden de møder borgeren.
(Kilde: Simulation som pædagogisk metode. https://videnscenterportalen.dk/vfv/wp-content/uploads/sites/6/2021/01/SIMULATION-2-online.pdf)
Uddannelsen er gratis for AMU-målgruppen og arbejdsgiveren kan søge VEU-godtgørelse efter gældende regler. Hvis du vil vide mere kan du henvende dig til skolen på mail efteruddannelse@sosu-syd.dk eller telefonisk på 73 33 43 00.