SOSU-elever fra Als i praktik i røgen fra de australske bushfires

Tre seje sosu-elever er lige nu i praktik på et plejehjem i Melbourne i det sydlige Australien. Visse dage er luften i byen tyk af røgen fra de store brande. Og alle er dybt bekymrede for familie og venner.

De fløj 16.029 km for at komme på arbejde den første dag. København-Singapore-Melbourne. Og på den sidste del af turen kunne de se ned på røgen fra de katastrofale naturbrande, som lige nu hærger Australien med sin flammeskrift.

Heidi Koskinen Brønserud Larsen, 45, Vivian Nydahl Jensen, 52 år, og Lene Britt Kroghave, 54, er seje kvinder fra Als, som i moden alder begyndte på uddannelsen til sosu-assistent på Social- og Sundhedsskolen Syd i Aabenraa. Og da den sidste fem ugers praktik nærmede sig, fik de rent ud sagt krudt i rumpen. Det viste sig nemlig, at danske sosu-elever er velkomne som praktikanter mange steder i verden. De tog af sted den 27. december og flyver hjem den 30. januar.

- Og når vi nu havde bestemt at tage i udlandspraktik, kunne vi lige så godt rejse så langt væk fra Als som overhovedet muligt, griner Heidi Koskinen Brønserud Larsen på en knivskarp satellitforbindelse.

- Men vi er stadig på en ø ligesom derhjemme, påpeger Lene Britt Kroghsvej i baggrunden uden at udpensle, at Australien fylder knap 7,7 mio. kvadratkilometer mod Als’ beskedne 321 kvadratkilometer.

Hænderne er knap så varme

De tre praktikanter er i det hele taget kommet til store forhold. Det private plejehjem, Clifton Views, i det centrale Melbourne, hvor de arbejder, er 10 etager højt og har små lejligheder til knap 125 beboere. Hvis man ønsker at bo på øverste etage med udsigt over byen til Det Indiske Ocean, koster det et indskud i omegnen af en million kroner. Fire etager nede er udsigten knap så flot og indskuddet kun det halve.

Der betales også et månedligt beløb i husleje og for mad og praktisk hjælp og pleje. Clifton Views er for de lidt mere velstillede ældre og gamle. Og beboerne får en udmærket pleje, understreger de danske praktikanter. Alligevel vil de hellere arbejde på et dansk plejehjem:

- Derhjemme har vi altid empatien og omsorgen med på arbejde, fordi det er vigtigt at sætte sig og tage en snak med beboerne og at give dem et smil og et kram i forbifarten. Dét bruges ikke så meget her, selv om normeringen med personale er lidt bedre end i Danmark. Her er flere hænder, men de er ikke så varme, siger Heidi Koskinen Brønserud Larsen.

De voldsomme naturbrande eller bushfires, som raser så tæt på Melbourne, at luften i byen visse dage er tyk af røg, har naturligvis præget både stemningen på plejehjemmet og samtalerne med beboere og kolleger, fortæller Heidi Koskinen Brønserud Larsen videre:

- Mange har familie og venner, som har mistet deres hjem i flammerne, eller som er blevet evakueret og ikke ved, om de har noget at vende tilbage til. De ældre beboere på plejehjemmet er dybt berørte over, hvad deres pårørende og venner og bekendte har været udsat for, og de har meget brug for at tale med os om det. Vi lytter og trøster, så godt vi formår, og samtidig bliver vi taknemmelige for at skulle tilbage til et land, hvor de fleste er forsikret mod at miste alt, hvis der kommer en ulykke eller for eksempel en oversvømmelse eller storm. Mange hernede står på bar bund, fordi ilden har taget alt, hvad de ejede, og de havde ingen forsikring.

De fleste af de danske praktikanters kolleger kommer fra Indien, Singapore og Filippinerne. Kun de ledende medarbejdere er australiere. Spøjst nok betyder det, at sprogforskellene ikke betyder alverden i hverdagene, fortæller Vivian Nydahl Jensen:

- Vi er alle tre ret godt gående på engelsk, men sprogørerne skal lige have tid til at vænne sig til den australske udtale, men jeg synes nu ikke, vi har haft de store problemer, for som sagt kommer vores kolleger også udefra. Med lidt tålmodighed finder man sagtens ud af at gøre sig forståelige for hinanden, siger hun.

Udflugt til Sidney

De tre danskere har haft et udbytterigt ophold Down Under, men glæder sig til at komme hjem til ægtefællerne og børnene og børnebørnene og hverdagene. Og til den afsluttende eksamen på SOSU Syd i slutningen af februar, hvorefter de kan kalde sig social- og sundhedsassistenter.

I de fem uger har de fast arbejdet i fire dage og holdt fire dage fri. Det har blandt andet givet dem mulighed for at flyve de to timer til Sidney på østkysten, hvor de legede turister i en weekend og selvfølgelig så Sidney Opera House, som er tegnet af den danske arkitekt, Jørn Utzon.

- Det er ikke så dyrt at flyve indenrigs i Australien, og vi fandt også billigt logi i Sydney, så turen ikke slog bunden ud af budgetterne, siger Heidi Koskinen Brønserud Larsen. Hun tilføjer, at de har fået en vis økonomisk hjælp til turen, men at de har betalt det meste selv…og at det både fagligt og menneskeligt er alle pengene værd:

- Vi har fået et indblik i en kultur, som blandt andet er forskellig fra vores i den forstand, at der ikke er det samme sociale sikkerhedsnet i Australien som derhjemme. På plejehjemmet fandt vi ud af, at vi står med en rigtig god uddannelse i forhold til, hvad vores kolleger fra andre lande har med sig, og ledelsen har lyttet til os med særlig interesse, når vi har fortalt om den del af den danske model, der handler om omsorg og empati og nærvær.

 

  • Australien 1
    1
  • Australien 2a
    2
  • Australien 2b
    3

 

 

 

Flere nyheder

  • 1
  • 2
  • 3
Prev Next

Tyngdebamser og Neuropædagogik

Mandag den 18. februar havde vi en temadag om børns...

19-02-2020

Kursuskonsulent og sygeplejefaglig underviser søges

Social- og Sundhedsskolen Syd søger en struktureret, imødekommende og serviceminded...

07-02-2020

SOSU-elever fra Als i praktik i røgen fra de australske bush…

Tre seje sosu-elever er lige nu i praktik på et...

03-02-2020

Las Vegas

Vi kiggede lidt frustrerede på hinanden. ”Det kan da ikke...

31-01-2020

Finner er nysgerrige på Digi Tech

  Vi havde onsdag besøg af en finsk delegation på skolen...

30-01-2020

Lidt grønnere Åbent Hus

Så blev det igen tid til, at alle uddannelserne i...

21-01-2020

Farvel og på gensyn

Vores vidunderlige GF2’ere afsluttede i dag, og de fleste er...

10-01-2020

6 ugers jobrettet uddannelse

Er du ledig, og har du ikke brugt din ret...

09-01-2020

Kursusunderviser og konsulent

Kursuskonsulent og sundhedsfaglig underviser søges Social- og Sundhedsskolen Syd søger en...

18-12-2019

SOSU-elever bespiser 138 ældre

Panik prægede 24 elever fra grundforløbet på SOSU Syd, da...

05-12-2019

PA-elever inviterer børnehave indenfor

På SOSU Syd er det en central del af undervisningen...

15-11-2019

RK hvaf’for noget?

Mette Simonsen er mødt op på SOSU Syd i Aabenraa...

04-11-2019

SOSU-uddannelserne som lokomotiv for unge mønsterbrydere

Kombinationen af teori og praktik tiltrækker unge fra familier, der...

29-10-2019

Postkort fra Barcelona - Kathleen Brylle

Jeg startede på SOSU Syd d. 6 august 2018 og...

21-10-2019

Postkort fra Malta - Birgitte Bang

Jeg er Social- og Sundhedsassistentelev fra 2017 og er på...

17-10-2019

Postkort fra Norge - Ghassan Tartoussi

Kære SOSU Syd Mit navn er Ghassan Tartoussi og jeg kommer...

17-10-2019

To nye uddannelsesledere

SOSU Syd har ansat Marianne Havn og Tina Mette Dominicussen...

11-10-2019

10. klasses elever trækker i SOSU-uniformen

17 elever fra 10. Aabenraa får i uge 41 en...

10-10-2019

Webdesign byro aabenraa